I første episode af tv-serien The Sopranos siger Tony: "Det er godt at starte fra bunden et sted. Det er jeg klar over, at jeg kom for sent til. Men på det seneste har jeg haft en fornemmelse af, at jeg først kom ind til sidst. Det bedste er overstået". Man kan ikke klandre José Mourinho for at have det på samme måde med Manchester United. Hans tid i klubben nåede tirsdag en uundgåelig afslutning, men han har kæmpet imod et iboende fodboldmæssigt kaos, lige siden han fik nøglen til hoveddøren.
Siden Alex Ferguson gik på pension (i realiteten et stykke tid før han trådte af), har United haft problemer med at løfte et faldefærdigt forsvar og et ustabilt angreb op på et niveau, så man kunne fortsætte den 20 år lange og tilsyneladende uendelige regeringstid i Premier League. Eric Cantona og Cristiano Ronaldo bliver beskrevet som Fergusons største indkøb, men på mange måder var det ligeså betydningsfuldt, at man hentede David De Gea i 2011. Uden spanieren på kassen de seneste syv år ville Uniteds faldende kurve utvivlsomt have været endnu stejlere, men man havde måske også taget sine forholdsregler tidligere.
Tabellen herunder viser kun én måleenhed (skud inden for rammen – for og imod), men det fortæller meget godt historien om Manchester United de seneste 15 år. Der er den nådesløse defensive kvælning i 2004/05-sæsonen, hvor United kun tillod 2,68 skud inden for rammen pr. kamp, hvilket kastede en forsvarsrekord på 26 indkasserede scoringer af sig (færre end noget mesterhold i 2010'erne), der dog blev ødelagt af et angreb, som kun scorede sølle 58 gange. Så har vi de glade dage med Cristiano Ronaldo og Wayne Rooney i 2006/07 og 2007/08, hvor United næsten snittede syv forsøg inden for rammen pr. kamp. Rødglødende. Tre mesterskaber blev erobret på stribe, og tre Champions League-finaler blev det til på fire år. Ferguson var så brandvarm, at Mourinho kunne fornemme temperaturstigningen fra sit kontinentale eksil.
Men ingen mand eller klub kan stoppe tidens gang. I 2011/12 så Uniteds angreb fint ud, mens forsvaret slog revner og tillod 4,11 skud inden for rammen pr. kamp i en sæson, hvor klubben måtte se Manchester City tage titlen takket være en bedre målscore. 12 måneder senere sikrede Ferguson sig sin sidste og mest usandsynlige Premier League-titel, da marginen mellem de to tal for første gang faldt til under to. Det var den arv, han gav videre til sine efterfølgere sammen med en klubstruktur, der har vist sig mere og mere umoderne, efterhånden som årtiet er skredet frem. Det var den vildeste yacht, verden havde set, men en yacht med hul i skroget.
David Moyes’ gjorde i sin første sæson præcis, hvad man havde forestillet sig, David Moyes ville have gjort: Han strammede defensiven en smule og pillede (en smule mere) ved angrebet. Louis van Gaal røg ned under fire skud pr. kamp i sin anden sæson – et tal, der var mindre end det tilsvarende for Crystal Palace og Southampton den sæson, og som reducerede marginen mellem skud og indkasserede skud til sølle 0,5. Det var en æstetik, der garanterede en fyring. Så kom José Mourinho ind i billedet.
Tallene for Mourinhos første sæson er rimelige og udtryk for en trup, der er parat til at give manageren en chance for at skabe et hold i sit eget billede. Tre indkasserede skudforsøg inden for rammen pr. kamp var klubbens bedste forsvarspræstation i 12 år, mens angrebet sørgede for den bedste statistik siden Fergusons sidste sæson godt hjulpet på vej af en vis Zlatan Ibrahimovic – en mand fra en generation af spillere, Mourinho nød at arbejde med, og en mand, der i sin korte tid på Old Trafford var involveret i 38 scoringer i bare 53 optrædener, hvilket var langt bedre, end andre og yngre angribere præsterede under Mourinho.
Den første sæson skulle imidlertid vise sig at sætte barren for Mou-æraen, og angreb såvel som forsvar mistede pusten i 2017/18-sæsonen (Uniteds blot 28 indkasserede mål ville, baseret på Optas 'Expected Goals'-model, snarere have været 44 minus David De Gea). Afskedigelsen var allerede sendt, og Mourinho kæmpede ligeså forgæves som Moyes og Van Gaal før ham.
Vi spoler frem til 2018/19, hvor Uniteds forsvar har været dårligere end nogensinde før – kun nedrykningstruede klubber som Fulham, Burnley og Cardiff har tilladt modstanderne flere skud inden for rammen pr. ligakamp. Måske var det en kalkuleret risiko for Mourinho, eftersom United-angrebet har haft mere pondus, hvad målproduktionen angår, end det har haft det foregående halve årti, men hvis du er en defensivt orienteret træner, der har efterlyst nye forsvarsspillere og efterfølgende står med et hold, som bliver dårligere og dårligere til at forsvare og lader ærkerivalen Liverpool komme til 36 afslutninger (mere end United har tilladt i nogen anden Premier League-kamp gennem tiden), ja, så er enden nær.
